Jagten på æstetikken

Motorvejen skærer sig igennem landsskabet.

Storebæltsbroens vestlige pylon deler forruden i tre felter. Solen står som hvidt pulver omkring kanterne. Et øjeblik trækker jeg luften længere ind, tanken rummer kun dette syn og jeg mærker blodet boble.

Jeg er på vej til aspirantstævnet i Solrød. Jeg har netop været på Tåsinge og lave interviewet med Rune Støvring, som sidder lammet i sin kørestol – og priser sig lykkelig for stadig at være i live.

Jeg skal på halvandet døgn organisere og skrive en avis for landets aspiranthold. Mine tanker svømmer i vinkler, billeder og interviewformer. Jeg er lidt stresset – når nok ikke åbningen med mindre, jeg kører til. På vej op ad højbroen studser jeg over min krops reaktion. Ved synet af pylonerne fyldes jeg med energi – og jeg glemmer alt andet.

Jeg holder ind på den næste holdeplads og slukker bilen. Det smukke syn gjorde noget ved mig. Jeg sidder helt stille og prøver at få styr på indtrykket. Henter kameraet bag i bilen og går lidt omkring. Lægger mig på knæ og tager et close-up billede af en mælkebøtte – lige ved siden af skraldespanden med Mc´Donalds affald. Igennem søgeren får jeg fornemmelsen i kroppen igen – blomstens struktur og linjer vækker noget i mig.

Resten af turen til Solrød beslutter jeg mig for at finde samme fornemmelse i gymnastikken. Det øjeblik i opvisningsgymnastikken, hvor æstetikken og skønheden overmander én – slukker for ubehag og stress – og sender endorfiner og kuldegysninger ud i kroppen med lynets hast. Aspirantstævnet bliver en jagt på det sanselige behag – som er den definition filosoffer putter ned over ordet ÆSTETIK.

Du skal kende det grimme

Jeg opsætter et delmål for mig selv. For at finde det smukke og sanseligt behagelige (æstetiske) er jeg nødt til at kende modpolen – det energislugende og ubehageligt grimme.

Jeg overraskes over, hvor let det er!

Jeg ser et par hold i træk og mærker musikken gå i kroppen på mig. Amputerede musikstykker, som med nonchalant ligegyldighed er trukket igennem Samplitude.

Fra smukke passage - direkte over i Shake-that-booty-R´n´B. Øvelser for arme og ben, som påklistret forsøger at halse efter musikkens hasarderede motorvejskørsel. Spring på bane, hvor linjerne og flowet er visket væk. Krøllede arme, dårlig holdning og landinger, som til tider ligner de dukker, de viser i slowmotion under crash-tests i biler, når de rammer en mur med 50 kilometer i timen.

Jeg tænker negativt og begynder med det samme at bearbejde: De er amatører. De træner kun en gang om ugen. De gør det for sjov. Men…

Står de ikke på gulvet for at give mig en sanselig behagelig (æstetisk) oplevelse?. Eller er jeg vidne til en lukket træning, hvor de dyrker fællesskabets eufori – uden hensyntagen til tilskuerne bag énvejsglasset.

I alt det grimme viser skønheden sit ansigt for mig. Jeg ser Sydvests herrer lave en seriestart med alt det smukke. De hæver og sænker armene med blikket i gulvet. Jeg ser deres rygge arbejde og de tør blive ved længe nok til, at følelsen sætter sig. Så skifter stemningen brat – musikken og gymnasternes blikke fjerne mig fra det æstetiske øjeblik, jeg var i.

Guddommelige øjeblikke

Jeg begynder at dyrke de gode øjeblikke. Jeg kan ikke se alle hold, men noterer flittigt undervejs, når blodet bobler og tiden sættes i stå:

- Fire drenge fra Sydvest laver skruer med pigernes vimpler, så de svæver i en spiral af blåt silke.

- Rytmerne fra Holstebro stopper op et øjeblik og lader alle håndredskaber rotere i et vindmølle-landskab af køller.

-En springer dropper skruerne og udfører en perfekt kombination af kraftspring barani og svæver ned. Straks efter kommer hans dygtigere makker og maltrakterer øjeblikket med en full-kraft- én en kvart skrue til dårlige fodled.

- Svendborgs piger fuldfører en svingserie til et helt stykke musik. De er dynamiske og har ikke mere travlt, end de kommer ud i øvelserne og fastholder min opmærksomhed – uden at kræve den.

- Ollerups højskoleelevhold starter i en trekantformation af lyserødt blankt dragtstof og disciplinerede rytmegymnaster.

- Viborgs højskole-rytmepiger gentager en sideligevægt igen og igen med benet i nøjagtig samme – aftalte – højde. Vristener strakt og forlænger i linjer ud i rummet.

- To springpiger fra Nordsjælland rammer hinanden i en synkron flik-strakt, som i et øjeblik fastfryses.

- Herrerne fra Hammerum lader seks mand gentage den samme svingøvelse – og kobler sig på. Jeg begynder at bevæge kroppe med gymnasterne – til de alle sammen er med – og kører videre.

- Pigerne fra Odense Asp. – ligger på ryggen og tegner cirkler med storetåen i store dynamiske rygvrid. Jeg kan ikke se deres ansigter, men bevægelsen er fuldstændig synkron og laver et gulv af roterende cirkler.

- Bagspringerne fra Nordjylland springer hofte-out i sky-højde. De lukker ud på toppunktet og svæver ned til perfekte landinger.

En perle af guddommelige øjeblikke, hvor gymnastikken og æstetikken finder sammen i en tæt pardans. I nogle tilfælde bevidst – i andre som åbenlyse tilfælde. Det er her, jeg første gang tænker på, om man kan opsætte en formel for æstetik. En remse, som instruktøren kan filtrere sin opvisning igennem.

Tør du?

Filosoffen Emmanuel Kant beskrev i 1790 æstetik som – interesseløst velbehag. I kunstens verden er æstetikken lig med Verdens fuldkommenhed eller ”alt det skønne, som kan sanses”. Måske kan man lægge det samme billede ned over gymnastikken.

Gymnastikkens fuldkommenhed – De bevægelser, billeder og øvelser, som den interesseløse, sagesløse forælder på tilskuerrækken føler sanseligt behag ved. Den effekt, som får tilskuere i hvilket som helst land til at klappe – fordi følelsen er universel og går i kroppen. Den er æstetisk!

Men er fuldkommenhed så udholdeligt i længden – eller drukner vi i behag?

Jeg startede med at opsøge det grimme og uudholdelige og fik for meget på én gang. Jeg vil tro, at det samme gælder for fuldkommen skønhed.

Samspillet mellem godt og ondt, grimt og smukt skaber dynamik. Det er i kontrasterne, dynamikken opstår. Det er, når den smukke musik møder kontrasten i den grimme bevægelse – de symmetriske visuelle linjer, som brydes af en éner.

Jagten på den æstetiske gymnastik ligger dybt i mig. Den startede i Solrød, men kunne ikke afsluttes.

Jeg har ingen løsning, men en række af oplevelser, som er nødt til at lagre sig. Jeg er kritisk over for dyrkelsen af de svære spring på en næsten total bekostning af det smukke og æstetiske. Jeg er kritisk over for en omtanke-løs inddragen af populære dansebevægelser. Jeg savner musik, der ikke har dancechart-værdi eller er spillet på P3.

Men jeg elsker gymnastikken, og jeg elsker de øjeblikke, hvor den bjergtager mig helt ind i sjælen.

Måske kan min undren – undre dig.

Så er jeg egentlig godt tilfreds!

Læs flere artikler fra Magasinet Gymnast på Arena365 eller på Magasinet Gymnasts egen hjemmeside